Føtex dropper klorin i kamp mod skraldere
Men supermarkedet vil fortsat kæmpe imod, at skraldere går på jagt efter kasserede fødevarer i containerne.
- Det er vores ansvar, hvis nogle bliver syge af vores madvarer, og derfor har vi 100 procent fokus på at overholde den gældende fødevarelovgivning, siger Finn Lund Andersen, pressechef i Dansk Supermarked, til dr.dk.
Det seneste eksempel kommer fra en Føtex på Frederiksberg, hvor en seddel på containerne bekendtgjorde, at indholdet var overhældt med klorin.
Containere med lås
Et billede af sedlen har de seneste dage vakt stor debat på det sociale medie Facebook, og nu har Føtex-ledelsen altså indskærpet, at det ikke er en farbar vej at gå.
- Vi er stoppet med det, det går selvfølgelig ikke, siger Finn Lund Andersen, som dog understreger, at kampen mod skralderne fortsætter:
- De ødelægger vores hegn og containere, og bryder ind på vores private ejendom, og når de spiser madvarer, der er for gamle, så er det med en risiko for sygdom og lignende. Det vil i sidste ende give os store problemer. Derfor er vi nu ved at få containere, som kan låses, så skralderne ikke kan få fat i de kasserede madvarer, siger han.